® ®
|
|
Retskrivning er ikke noget som en lærd elite har fundet på for at holde masserne nede, men en hjælp til forståelse mellem mennesker. Derfor er det til alles fordel hvis vi har og bruger en fælles standard for hvordan man staver, uanset om man bor i Åbenrå eller andre steder i landet.
Som et af den herskende klasses undertrykkelsesinstrumenter havde man identificeret retskrivning. Den syge ide at der skal være faste regler for hvordan man skal stave, kan kun stamme fra kolde og magtgale hjerner. Sådan noget tjener jo kun til at fasttømre privilegierne for dem der har lavet og/eller indordnet sig under reglerne, frem for dem der ikke er sluppet gennem (eller som er sluppet for) alt dette nedværdigende terperi — kort sagt: at holde underklassen væk fra de riges bord! Da disse retsindige borgeres by efter første verdenskrig var kommet til at høre under Danmark, blev byens navn fra officiel side ændret fra det tyske Apenrade til det danske Aabenraa, og dermed kom det til at stå i den anden ende af ordbøgerne på deres nye modersmål. Og ikke nok med dét: da retskrivningen 28 år senere blev opdateret, ønskede magthaverne i den fjerne hovedstad at befolkningen i det nye territorium skrev på samme vis som i resten af landet. De gode gamle omlyde var allerede blevet afløst af æ, ø og y, og ß helt afskaffet, og blandt de sære lyde man skulle vænne sig til i det nye sprog, var der en mærkelig forvrænget o-lyd som nu også fik sit eget bogstav. Opdateret blev retskrivningen med jævne mellemrum, og når først landets herskere havde truffet en beslutning, kunne ikke ti vilde heste få dem fra den igen. I 1955 var den gal igen, og ligeså i 1986 og 1996. Heller ikke den ovennævnte demonstration i 1997 med deltagelse af både amtsborgmesteren, byens borgmester og de fire elefanter formåede at bringe dem på andre tanker.
Umiddelbart lyder dette ræsonnement både fornuftigt og næstekærligt, så hvorfor afskaffer man ikke bare retskrivningen én gang for alle? Har sagen monstro alligevel et aspekt som man har overset? Det har den: Uanset hvor meget folk skælder ud over retskrivningens særheder, så tjener den dog et fornuftigt formål. Det er ikke noget eliten har fundet på for at undertrykke masserne ligesom Det Franske Akademi i 1694; selv i de mest demokratiske af de lande hvor man har et skriftsprog, har man også en retskrivning. Nej, i modsætning til en udbredt opfattelse (og praksis) gør en standardiseret retskrivning det nemmere at læse og skrive. Dens afskaffelse ville således heller ikke være en lettelse, men blot føre til mere besvær for alle. Dét ville bestå i alle de øjeblikke hvor man ville være nødt til at holde op med at læse eller skrive for at overveje et enkelt ord: Va betyjer de når di skriwer sårn? Vordan ska jæ nu staw de hær? Å vor står de mon hænn i æ orbåg? Alle disse halve og hele sekunder ville hobe sig op til timer og dage, og de mange misforståelser ville føre til et hav af problemer.
I Danmark fik vi første gang sådan en da Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenets Cirkulære af 21. februar 1872 kanoniserede Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog. Denne funktion blev i 1891 overtaget af Saabys Retskrivningsordbog, som var udarbejdet på grundlag af Kultusministeriets Bekjendtgørelse af 7. juni 1889. Sproget blev ved med at leve og udvikle sig, og i 1923 udgav Undervisningsministeriets Retskrivningsudvalg Dansk Retskrivningsordbog. I 1955 nedsattes Dansk Sprognævn, hvis opgave det er at iagttage og notere sprogets udvikling, vejlede dem der ringer eller skriver med spørgsmål om vort sprog, og redigere og udgive den danske retskrivningsordbog. Alle og enhver har lov til at udgive en retskrivningsordbog i overensstemmelse med hvordan de selv synes man skal skrive, men det er Sprognævnets version der sætter standarden for hvad der er korrekt dansk eller ej, og enhver afvigelse herfra er pr. definition en fejl. Dette har siden 30. april 1997 oven i købet været fastsat ved lov, og det har alle skoler og offentlige myndigheder at rette sig efter. Hvis skolerne anvender retskrivningsordbøger som ikke er i fuld overensstemmelse med de gældende regler for dansk retskrivning, vil der måske ikke opstå de store problemer i løbet af skoleåret; både lærerne og eleverne er jo vant til at det er lærerne der fortæller eleverne hvordan man skal stave, og ikke omvendt. Men til eksamen går det galt: Hvis ungerne f.eks. har skrevet jvf. som forkortelse for jævnfør, vil og skal en ekstern censor bedømme det som en fejl. Det er ikke nogen undskyldning at man i undervisningen har anvendt en retskrivningsordbog der angiver denne forkortelse som korrekt dansk; det er og bliver forkert, og derfor får man en rød streg i sin opgave og en lavere karakter hvis man skriver noget som helst andet end jf., som ifølge Sprognævnet er den eneste korrekte form.
Nogle steder i USA går folkeregisteret (eller hvad det nu hedder der ovre) med til at folk skriver både to og tre a'er eller z'er i begyndelsen af deres navn. Det er ikke noget folk gør for at minde sig selv og andre om deres eventuelle eksotiske herkomst; de gør det bare fordi de synes det ser sjovt ud, fordi de gerne vil lægges mærke til, eller fordi de synes det er "smart" at stå som den første eller sidste i telefonbogen. Også i Danmark er der vide grænser for hvordan man må stave sit navn: Ikke blot kalder folk sig noget med ph og ch i stedet for f og k, de bruger også konsonant- og vokalfordoblinger og stumme h'er de mest besynderlige steder, og der er gudhjælpemig endda nogle der staver deres navn Qvist eller Qvortrup med Qv-! Er det virkelig seriøst, eller er det bare pjat og snobberi? Som om dét ikke var slemt nok, har kulturministeriet engang i et ubetænksomt øjeblik tilladt statstjenesten at skrive bynavne både med dobbelt-a og bolle-å (i modsætning til de regler der gælder for alle andre). Ganske vist udstedte statsministeriet 23. februar 1956 et cirkulære hvor man anbefalede bolle-å frem for den arkaiske form med dobbelt-a, og både Kulturministeriets Stednavneudvalg og Sprognævnet foreskriver nu til dags at alle bynavne skrives med bolle-å, hvilket følgelig er det eneste rigtige. Desuden har det som nævnt siden 30. april 1997 været fastsat ved lov at både skolerne og alle dele af den offentlige forvaltning skal følge den officielle retskrivning. Alligevel er der stadig nogle der ikke er nået længere end til retskrivningen fra 1923. Det betyder dog ikke at de også udtaler f.eks. Ålborg som "Ahlborg" med a som i hare, sådan som man gjorde indtil for 700 år siden; de to a'er er bare en anden måde at skrive å på. Derfor skal navne med dobbelt-a heller ikke stå sammen med dem med enkelt-a i ordbøger og alfabetiske lister, men derimod under å. Desuden er det en fast regel at dobbelt-a kommer efter det rigtige å; det er altså en fejl at f.eks. Blaabjerg i første oplag af Gyldendals retskrivningsordbog fra 1996 har forvildet sig hen efter forkortelsen bl.a. i stedet for den korrekte placering efter blåalge.
Jeg vil dog vove den påstand at det lokale erhvervslivs konkurrenceevne — i Åbenrå såvel som i Sæby, Sønderborg og alle andre steder — også påvirkes af andet end byens navn, f.eks. produkternes pris og kvalitet og virksomhedernes talent for at sælge dem. Så længe der er firmaer i Middelfart der kan eksportere til det engelsksprogede marked, vil jeg tillade mig at tvivle på at det har nogen afgørende betydning i den forbindelse hvordan man staver byens navn. Og så kan man jo lige så godt gøre det på korrekt dansk.
| ||
English
Deutsch
den del af Jylland der gennem historien somme tider har været dansk, somme tider tysk og somme tider lidt af hvert, blev folket engang optændt af en stor vrede. De malede slagord på bannere som de hængte på fire levende elefanter, og med dem i spidsen demonstrerede et næsten tocifret menneskehav på pladsen foran parlamentsbygningen i landets nuværende hovedstad. Det der havde vakt deres vrede, var følelsen af at de små altid bliver undertrykt af de store: Forældrene undertrykker børnene, lærerne undertrykker eleverne, bosserne undertrykker arbejderne, de rige undertrykker de fattige, og politikerne undertrykker os alle sammen.
vis der nu slet ikke var nogen retskrivning, havde de brave borgere ræsonneret, så var der jo heller ikke nogen der skrev forkert. Desuden ville der heller ikke være alle de problemer med og for de ordblinde; der ville ganske vist stadig være end del der havde det svært med skriftsproget, men der ville ikke være nogen der lagde mærke til det.
erfor er det bedre at vi har én centralt fastsat retskrivning som alle retter sig efter. Da dansk ligesom alle andre levende sprog ændrer sig med tiden, må retskrivningen også ændre sig. Ganske vist er skriftsproget kun en kode for det talte sprog og ikke en afbildning af det; ellers skulle hvert bogstav kun kunne betegne én lyd og hver lyd kun kunne betegnes med ét bogstav. Alligevel skal der være en vis genkendelig sammenhæng mellem det talte og det skrevne sprog, og det ér nu engang nemmere for alle parter hvis vi alle bruger den samme retskrivning.
g nu er vi så småt ved at komme til sagen. Hvad var nemlig det reelle motiv for den omtalte demonstration med de fire elefanter? Var det en stolt stammes glorværdige forsøg på at befri sin ædle gamle kultur fra kolonisatorernes åndelige prokrustesseng og genvinde den fordums storhed? Eller var det bare en fiks ide uden hold i virkeligheden?