®

Virksomhedsprofil Mission Målsætning Mit CV Publikationer/ artikler Kontakt English Deutsch Klik og få et ring - det koster ingenting		Subjektakkusativ Det danske kasussystem Adskillige generationer af dansklærere har kæmpet bravt men forgæves for at udrydde en speciel grammatisk finesse som vi har i dansk. Nå ja, finesse er måske så meget sagt, men den er der nu en gang, og den er så sejlivet at man lige så godt kan opgive kampen og acceptere den som normalt og korrekt dansk. Det har man (= Sprognævnet) imidlertid ikke gjort endnu, og den har derfor ikke noget officielt navn. Jeg anvender i denne artikel betegnelsen subjektakkusativ. "Finessen" er at det personlige pronomen ikke altid står i den kasus som det skal ifølge reglerne. De er ellers både nemme og tydelige nok: Anvendt som subjekt skal det stå i nominativ, anvendt som direkte og indirekte objekt skal det stå i akkusativ (dativ er jo stort set bortfaldet som bøjningsform i dansk), og anvendt i genitivkonstruktioner skal det stå i genitiv. (Normalt betragtes genitivformen af det personlige pronomen dog som en separat ordklasse: det possessive pronomen). Det hedder altså: Han mødte ham i går og gav ham en ny øldåse til hans samling. Men uanset hvor enkel og logisk denne regel er, og uanset hvor mange gange vi alle sammen har fået den indprentet, har den ikke haft nogen større indflydelse på almindeligt dansk talesprog. Her er det en uskrevet men fast regel at personlige pronominer godt kan stå i akkusativ selvom de er subjekt i en sætning, og sådan har det været i mindst halvandet århundrede.   Teori og praksis Når man skriver om grammatik, kan man vælge mellem to forskellige grundlæggende principper: Man kan starte med flikke nogle teorier sammen som man selv synes er smarte, og så forvente at virkeligheden indretter sig efter dem, og være fornærmet over at den ikke også gør det. Jeg kender en enkelt der foretrækker denne metode, men jeg bryder mig ikke om den: Det er som regel tydeligvis blot nogle improviserede ad hoc-teorier som skal legitimere de fejl hun ikke vil indrømme at hun begår. I stedet kan man vælge det andet princip og gøre som Martin Luther gjorde da han oversatte biblen til tysk: "Man muß die Mutter im Hause, die Kinder auf der Gasse, den gemeinen Mann auf dem Markt darum fragen und denselbigen auf das Maul sehen, wie sie reden, und danach dolmetschen" (citeret fra W. Beutin: Deutsche Literaturgeschichte, Stuttgart 1989). Det er den normale fremgangsmåde for ændring af reglerne for dansk retskrivning at danskerne først gradvist begynder at tale og skrive anderledes end de skal efter reglerne, og når Dansk Sprognævn har observeret det et tilstrækkeligt antal gange, tilpasser de reglerne efter virkeligheden. Man kan nu engang ikke få et sprog til at holde op med at ændre sig så længe der er nogen der har det som modersmål; den eneste grund til at f.eks. gotisk, latin og prøjsisk ikke har ændret sig i flere hundrede år, er at det er døde sprog som der ikke er nogen der bruger i praksis. Dansk er derimod et levende sprog som løbende tilpasser sig den virkelighed det bliver brugt i — og derfor stadig kan bruges i den. Uanset om de enkelte ændringer falder i ens smag eller ej, må man erkende at tilpasning er en absolut betingelse for sprogets overlevelse. Dertil kommer at det, i hvert fald i nogle tilfælde, er de jævne folk der værner om sproget i dets oprindelige form: For nogle hundrede år siden var dansk tæt på at blive fortrængt af tysk (og engelsk af fransk). Det skyldtes at overklassen betragtede det som en væsentlig del af det der definerede dem som darnede mennesker i modsætning til pøblen, at de talte et andet sprog end dem fra underklassen, som på grund af deres mangel på almen dannelse ikke kunne tale andet end deres modersmål. Dannet betyder noget kunstigt i modsætning til det naturlige, dvs. at man er opdraget til at handle og reagere anderledes end man ville hvis man blot fulgte sine instinkter. Jeg vil derfor påstå at det "danskeste" dansk er det sprog som jævne mennesker taler med hinanden, og ikke det sprog som de fine bruger for at afsondre sig fra den gemene hob. Jeg foretrækker derfor at gå ud fra samme princip som Luther, og ved at skue danskerne på kæften er jeg nået frem til det følgende.   Således taler danskerne De tilfælde hvor danskerne i praksis bruger en anden kasus end den der er foreskrevet i teoribøgerne, kan inddeles i 9 grupper:   1. Subjekt med mere end ét pronomen Hvis det led der er sætningens subjekt, betegner to eller flere personer, beskrives de ofte med hver sit personlige pronomen, forbundet med en konjunktion. Ifølge reglerne skal begge pronominer stå i nominativ, og hvis det ene står i første person, er det almindelig høflighed at det står efter det andet: Hun og jeg er ansat i det samme firma. Det mest almindelige er imidlertid at sætte begge pronominer i akkusativ: Hende og mig er ansat i det samme firma. Ofte sætter man endda pronomenet i første person på førstepladsen: Mig og hende er ansat i det samme firma. Det samme sker hvis subjektleddet består af ét personligt pronomen og et eller flere ord fra en anden ordklasse. I så fald står pronomenet oftest foran resten af subjektleddet. Det drejer sig især om proprier og substantiver: Mig og Lene er ansat i det samme firma. Dig og min brors kone er vist kolleger.   2. Subjekt med relativsætning Hvis det personlige pronomen efterfølges af en relativsætning, står det altid i akkusativ: Hvad hedder hende der står ovre ved døren? Ham der trækker det laveste kort, giver den næste omgang. I det første tilfælde kan der dog være tale om en afsmitning fra en også formelt korrekt konstruktion hvor pronomenet er akkusativobjekt i hovedsætningen: Kender du hende der står ovre ved døren?   3. Udpegning af ét subjekt blandt flere Subjektakkusativ anvendes også hvis man udpeger ét bestemt blandt andre mulige subjekter ved at indsætte dér, derhenne, deroppe, derude osv. efter pronomenet: Ham dér løber hurtigt, han kommer nok i mål før de andre. Det kan hende derovre da også gøre. En anden måde at præcisere ét subjekt blandt flere mulige på er at nævne en egenskab ved det som adskiller det fra de andre. Denne egenskab beskrives oftest ved hjælp af præpositionsforbindelser og appositioner: Hende i den røde kjole hedder Gitte. Ham den gråhårede er gift med min søster.   4. Subjektet som del af en gruppe Man kan også nedtone det præcise og personlige ved et subjekt ved at indrullere det i en mere eller mindre veldefineret gruppe. Man starter altid med at nævne gruppen, efterfulgt af som og pronomenet. Strengt taget er det her gruppen og ikke pronomenet der er sætningens subjekt, selv om man mener det omvendte med ytringen: at den/dem der betegnes med pronomenet, udfører den verbale handling fordi vedkommende er medlem(-mer) af gruppen. Det personlige pronomen står også her i akkusativ, og der er ikke altid overensstemmelse i tal: En kommaekspert som mig sætter selvfølgelig ikke traditionelt komma frivilligt. Sådan nogle som dem skulle hænges i den nærmeste lygtepæl. Sergenter som ham skaber mange militærnægtere.   5. Sammenligning Hvis det personlige pronomen er det ene af to subjekter der sammenlignes, står det i akkusativ hvis det ikke står umiddelbart foran eller efter sit finitum: Hvis han drikker lige så meget som mig, bliver han lige så fuld som jeg gør. Det kan jeg gøre bedre end ham. Han kom i mål fire sekunder før hende.   6. Sætningsknude En sætningsknude er et specielt fænomen i dansk og nogle få andre sprog, og den fremkalder både be- og forundring hos andre folkeslag hvis sprog ikke sætter dem i stand til den slags kunster. Det er ikke unormalt at ét led kan være fælles for to ledsætninger, men i en sætningsknude er de to ledsætninger i den grad filtret sammen at det fælles led er både subjekt og objekt på én gang. Dét er komplet umuligt i sprog der har kasusbøjning; det kan til nød tolereres at et ord står i to kasus på én gang, så længe man ikke kan se det, men at ét og samme ord optræder i to bøjningsformer på én gang: dét går ikke. Hvis det fælles led indeholder et personligt pronomen, er en sætningsknude derfor en fysisk umulighed i dansk medmindre man bruger subjektakkusativ. Hvis et personligt pronomen er subjekt i den (mest) underordnede sætning i en sætningsknude, står det i akkusativ: Ham tror jeg ikke vinder. Hende er der ikke mange der ved hvad hedder. Dem som du lige sagde at du havde hørt ikke var kommet, sidder i sofaen I det første tilfælde har subjektakkusativen desuden den praktiske funktion at den gør det muligt at vise entydigt hvem der tror hvem ikke vinder. Ved lange bisætninger kan man gentage pronomenet foran hovedsætningens finitte verbum, og dette ekstra eksemplar af pronomenet står i nominativ: Ham som der ikke var mange der troede overhovedet ville være i stand til at gennemføre løbet så kort tid efter at han blev kørt over af en lastbil i Svejts, han blev nummer 2.   7. Sætningskløvning I dansk er det normalt at fremhæve et led i en sætning og give det ekstra vægt ved at flytte det frem som subjektsprædikat i en separat hovedsætning som består af ordene det er, et eventuelt adverbialled og så det led man vil fremhæve. Resten af den oprindelige hovedsætning laves om til en relativsætning som er underordnet den nye hovedsætning. Når det er et personligt pronomen der bliver fremhævet på denne måde, står det altid i akkusativ, uanset dets semantiske funktion: Det er ham der har gjort Elvira gravid. Det er i hvert fald ikke mig der har gjort det. Det er som regel dem der kommer til at hænge på regningen. Der kan dog i en del tilfælde også argumenteres for at akkusativen i en sætningskløvning ikke er en subjektakkusativ, da personlige pronominer anvendt som subjektsprædikativer altid står i akkusativ uanset om de efterfølges af en bisætning eller ej: Hvem har gjort Elvira gravid? Det er ham.   8. Interjektioner I nogle tilfælde udtaler man subjektet to gange, den første gang nærmest som en interjektion. Hvis det begge gange er et personligt pronomen, står det i akkusativ første gang det udtales, men ikke anden gang: Ham! Han skal da være glad hvis han kan få fat på en luder. Nej hende, det kunne hun da ikke drømme om.   9. Dramatisk virkning Ved gengivelse af en handling kan man forstærke den dramatiske effekt ved at udelade verballeddet, og personlige pronominer står så i akkusativ: Nu skulle han satme få gjort noget ved den rotte! Ham fat i en spade, og så begyndte han ellers at grave.   En fast regel Hvorfor siger danskerne sådan selvom de godt ved de ikke må? Det er der ikke rigtig nogen der ved, og jeg kan heller ikke selv finde på en fornuftig eller logisk forklaring. Men det gør de altså, medmindre de er maed fine på den, og de har gjort det så længe nogen kan huske tilbage. De gør det som om det var den naturligste ting af verden, hvad det efter min mening følgelig også er, og de gør det så hyppigt at jeg mener man kan udlede en fast regel på grundlag af det: Hvis en sætnings subjekt kun udgøres af ét personligt pronomen og dette står klos op ad sit finitte verbum, står pronominet i nominativ. I alle andre tilfælde står pronomenet/pronominerne i akkusativ. Erik Hansen har tidligere fremsat en teori som bl.a. går ud på at et pronomen der står i en kontekst hvor det ikke kan være tryksvagt, står i akkusativ. (Trykket må ikke forveksles med emfase). I det første af de følgende eksempler kan subjektpronominet enten være tryksvagt eller have emfatisk tryk, men i det andet kan det ikke være tryksvagt: Han er fræk Ham i uniformen er fræk Hansens iagttagelse er efter min mening korrekt, men han har senere skrevet at man ikke ved "om det er akkusativen der fremkalder trykket eller omvendt. Eller måske fremkaldes både tryk og akkusativ af nogle endnu uopklarede fokuseringsforhold". Strengt taget ved jeg heller ikke selv om den sammenhæng jeg postulerer i denne artikel, er årsag og virkning, eller om det er to forskellige virkninger af den samme årsag.   En betegnelse Hvad skal man så kalde denne regelmæssige uregelmæssighed? En del af de viste eksempler forekommer også i andre sprog, men jeg er aldrig stødt på en officiel betegnelse for det i de sprog jeg kender noget til. I tysk har man ganske vist noget der hedder absolut (eller fri) akkusativ, men det er noget helt andet. Det drejer sig om en frit i luften — dvs. sætningen — svævende akkusativforbindelse som har en adverbiel funktion: Heino de Witt-Oder-Watt steht an der Bar. Die Pfeife in der Hand, schaut er dem Trio de Janeiro zu — wohlwollend. Ich saß am Steuer, die Hand auf der Knüppelschaltung, du neben mir, die Hand auf meinem Knie. (Fra Trio: Rescue Me hhv. Nur ein Traum) I dansk bruger man præpositionsforbindelser i sådanne konstruktioner, og normalt bruger man med: Med piben i hånden betragter han ... Jeg sad ved rattet, med hånden på gearstangen, du ... (Det kan man også i tysk, men her styrer mit dativ). For at forebygge forvekslinger vil jeg fraråde at man også bruger betegnelsen fri eller absolut akkusativ om den ureglementerede anvendelse af denne kasus i dansk. Da denne optræder med markant større hyppighed hos folk fra de lavere klasser, kan det være fristende at lade sig inspirere af idiotkommaet og kalde den bonderøvsakkusativ. Som jeg imidlertid skrev i begyndelsen af denne artikel, betragter jeg jævne folks talesprog som det mest autentiske dansk, og da idiotkommaet som bekendt kun forekommer i den danske efterligning af det tyske komma, vil det efter min mening være en misforstået nedvurdering af den "folkedanske" afvigelse fra "papirdansk" at bruge en tilsvarende betegnelse om den danske kasusforskydning. Umiddelbart ser den ud til kun at opstå ved personlige pronominer, og man kunne derfor vælge at se stort på at der også er andre pronominer, og kalde den pronominalakkusativ, men skinnet bedrager (måske): Man kan — i hvert fald i teorien — ikke udelukke at den også forekommer ved subjekter fra andre ordklasser, f.eks. substantiver og proprier. Da personlige pronominer imidlertid er den eneste ordklasse i dansk der har en ortografisk markeret akkusativform, kan det ikke ses hvilken kasus subjekter fra andre ordklasser står i, bortset fra at det ikke er genitiv. (De få dativformer vi har tilbage i dansk, optræder kun som faste udtryk i præpositionsforbindelser og aldrig som subjekt). Det er derfor heller ikke muligt at fastslå om den ureglementerede anvendelse af akkusativ er begrænset til personlige pronominer, eller om den også omfatter andre ordklasser. Det kan dog fastslås at den ved personlige pronominer kun forekommer når disse er subjekt. (Når de er objekt, er det jo helt legalt at de står i akkusativ). Jeg vil derfor som officiel betegnelse foreslå subjektakkusativ.