®

Virksomhedsprofil Mission Målsætning Mit CV Publikationer/ artikler Kontakt English Deutsch Klik og få et ring - det koster ingenting		Vejen af hvilken Vejen af hvilken man skal komme når bussen kommer hen ad vejen, er ganske vist det samme stykke asfalt, men ikke den samme vej. Mange har problemer med valget mellem ad og af, og det er vitterligt heller ikke altid nemt. I denne artikel beskrives de mest almindelige af disse problemer, og der gives et bud på en løsning af dem. I en artikel om dansk grammatik i Dagbladet Information sidste år stod der bl.a. at "de grammatiske regler for ad og af 'går ind ad det ene øre og ud af det andet' på mange", hvilket forfatterinden dermed fik demonstreret i praksis (selvom det vist ikke var meningen). Hun begrundede forskellen med at der for det ene øres vedkommende var tale om en bevægelse gennem øret, og for det andet øres vedkommende en bevægelse væk fra øret. Da der imidlertid er tale om én bevægelse gennem begge ører, skal præpositionen være ad for begge ørers vedkommende.   Når så mange kommer galt af sted med de to ord, er det ikke kun fordi de oftest udtales ens, men fordi det i mange tilfælde vitterligt er svært at finde ud af hvornår man skal bruge det ene eller det andet. En tommelfingerregel er at det ved en bevægelse væk fra et sted eller en tilstand, ved en årsag og ved en del af noget større hedder af, mens det ved en bevægelse langs, mod eller gennem noget (også billedligt talt) hedder ad: Han tog begge hænder op af lommerne da han var vågnet af sin middagslur, og så døde han af stress. Nogle af de sørgende efterladte ville lade kisten stå op ad væggen, men hen ad aften begyndte liget at lugte ad helvede til, og så bar de ham ud ad døren. Men hvornår går bevægelsen væk fra noget, og hvornår går den gennem det? Det er slet ikke så nemt at afgøre som man skulle tro, og i mange tilfælde er begge dele muligt: Man kan f.eks. både sparke glasset ud af og ud ad et vindue. I det første tilfælde smadrer man den rude der sidder i vinduet (og selvom man står ude på gaden og sparker ruden ind, sparker man stadig glasset ud), i det andet tilfælde står man på et bord og sparker et ølglas ud gennem vinduet.   Man kan også både kravle ned ad og ned af en stige: Hvis man kravler op på den for at skifte en pære i loftet og så kravler ned igen, har man i mellemtiden befundet sig et stykke tid på stigen, og så kravler man ned af den. Hvis man kravler ned fra ladet på en lastvogn via en stige i stedet for at hoppe ned, befinder man sig ganske vist også et stykke tid på stigen hvorefter man bevæger sig væk fra den, men nu er det som en del af den samlede bevægelse fra traileren til asfalten, og derfor kravler man ned ad stigen.   Dette gælder dog kun den samlede bevægelse fra start til slut. I begge tilfælde kan bevægelsen på og fra stigen inddeles i to således at man kravler ned ad stigen hele vejen fra det øverste til det nederste trin, hvorefter man kravler ned af stigen når man går fra det nederste trin ud på gulvet hhv. asfalten.   Tilsvarende kunne man formode at en selvmorder både kan springe ud ad og ud af et vindue på tiende sal: Hvis han tager tilløb gennem hele lejligheden og bruger sofaen som trampolin inden han springer på hovedet ud gennem vinduet, så går bevægelsen fra køkkenet, gennem vinduet og videre til et tredje sted; ergo springer han ud ad vinduet. Hvis han derimod sidder et stykke tid i vindueskarmen og nyder udsigten inden han springer, befinder han sig i vinduet ligesom den pæreskiftende mand på stigen, og så bør det vel hedde at han springer ud af vinduet. Men nej, uanset hvor længe og hvor stille han sidder, springer han ud ad vinduet, for trods pausen går den samlede bevægelse stadig gennem vinduet. Kun hvis han fortryder og hopper tilbage i sofaen, springer han ned af vindueskarmen.   Til gengæld stiger man altid ud af en bil, også selvom man stiger ind ad døren i den ene side og ud ad døren i den anden side og således bevæger sig gennem bilen ligesom selvmorderen gennem vinduet. Det gør ingen forskel om bilen f.eks. holder foran en port så man er nødt til at kravle gennem den for at komme fra gården ud på gaden.   En forklaring på denne forskel kunne være at vinduet er en åbning i et rum, dvs. en adgangsvej fra ét sted til et andet, mens bilen er et rum med nogle åbninger (dørene). Når vinduet er en adgangsvej for det ølglas man sparker ud ad det, men ikke for den rude man sparker ud af det — selvom begge stykker glas kan siges at bevæge sig fra den ene side af muren til den anden, og selvom ølglasset kan have stået i vindueskarmen længere tid end ruden har siddet i vinduet — så skyldes det at ruden er en del af vinduet, hvad hverken ølglasset eller selvmorderen er.   Reglen må altså være at hvis bevægelsen kun omfatter to steder, eller hvis det sted der er underled til præpositionen, har en rumlig konnotation, skal præpositionen være af. Hvis en bevægelse omfatter tre steder hvoraf det midterste (i bevægelsen, men ikke nødvendigvis i sætningen) er underled til præpositionen, og dette sted ikke har nogen rumlig konnotation, skal præpositionen være ad. Hvis det midterste af tre steder har en rumlig konnotation, bruger man en helt tredje præposition, f.eks. fra eller gennem.   En anden kilde til tvivl og misforståelser er spørgsmålet om man betegner noget som forårsaget af noget andet eller som et signal rettet mod dette andet.   Der er ingen tvivl om at man skriger af grin når Snurre Snup får Elmer Fjot til at græde af raseri, men ler vi ad eller af en standuppers vittigheder? Hvis han fortæller nogle der er så sjove at de er årsag til at vi morer os, ler vi af dem. Hvis vi ikke synes at de er spor sjove, og en anden får os til at le ved at fortælle at han godt kan lide dem, så ler vi ad vittighederne og af den anden: "Ha ha ha, skal der ikke mere til at underholde dig?"   Hvad gør en hund når den gør når der kører en bil forbi på vejen? Hvis bilen er årsag til at hunden ter sig, gør hunden af bilen, men hvis hunden fortæller bilen at den ikke må køre på hundens vej, gør hunden ad bilen. Som regel er begge dele tilfældet på én gang; det er en smagssag hvilken af dem man vil tillægge størst betydning, og dermed også hvilken præposition man vil anvende.   Den samme forskel gør sig gældende når man ryster på hovedet ad eller af en anden: Uanset om man sender et signal til vedkommende selv eller til en tredje om at den anden ikke er rigtig klog, hedder det ad hvis det primære er signalet, og af hvis det er årsagen. Det er ikke muligt at fastsætte en regel for hvornår det er det ene eller det andet, så i 1986 blev begge muligheder tilladt i Retskrivningsordbogen (tidligere var af ikke tilladt).   Voldsforbrydere in spe skal altså hverken søge inspiration eller undskyldninger hos de danske præpositioner: Uanset hvad man mener om den hat der sidder på hovedet af ham, skal man ikke bogstaveligt talt slå hans skøre ideer ud af hovedet på ham.